
Vi kan ikke støtte energiparken i Vallø. Vi undrer os faktisk over, at kommunen overhovedet har igangsat projektet trods så stor lokal modstand og tilsyneladende uden at undersøge de lokale natur- og beboerforhold særlig grundigt.
Vi ønsker en energipolitik, der skaber reel værdi for både klimaet og borgerne i Køge Kommune. I dette tilfælde mener vi ikke, at projektet finder den rette balance. Vindmøller i denne størrelsesorden vil have en betydelig visuel og støjmæssig påvirkning på nærområdet, og vi ser alvorlige udfordringer i forhold til, hvordan kommunen har sat sit eget image over borgernes hverdage og hjem.
Grøn omstilling skal ske på en måde, hvor økonomi, teknologi og borgerhensyn går hånd i hånd. Vindmøller så tæt på beboede områder er ikke den rigtige løsning.
Vi ønsker en markedsdrevet og teknologisk fremsynet energipolitik, hvor vi både reducerer CO₂-udledningen og sikrer, at borgerne bliver hørt. Det er afgørende, at vi tænker langsigtet og finder løsninger, der skaber værdi uden at gå på kompromis med livskvaliteten for de mennesker, der bor i de pågældende områder.
Solceller skal forbeholdes tage i industriområder, på kommunale bygningers tage, ved parkeringsområder og lignende. Og vindmøller hører til ude på havet.