
Lige nu er andelen af almene boliger over landsgennemsnittet. Det stiller kommunen svagt i forhold til at tiltrække huskøbere, der kan styrke den lokale økonomi.
Køge Kommunes boligmasse består lige nu af knap 30% almene boliger. Det er 50% højere end landsgennemsnittet på omkring 20%. Vi løfter altså på tværs af vores byer en langt større social opgave end mange andre kommuner, hvilket - som SF ville sige - er helt skævt.
Dette påvirker det samlede skattebidrag til kommunekassen og dermed vores ressourcer til velfærd og udvikling.
Hvis man kigger på det som helhed, så er flere boligejere en enormt vigtig økonomisk prioritet, hvis vi vil øge vores chance for at få flere penge i kommunekassen.
Den årlige gennemsnitsindkomst for beboere i almene boliger er 279.562 kr., mens den er 418.712 kr. for resten af befolkningen (ifølge Landsbyggefonden, 2024). Det er 33% lavere end gennemsnittet pr. individ - og indkomsten er hele 47% lavere pr. husstand.
Vi går ikke til valg på at nedlægge nogen almene boliger, og vi skelner ikke mellem borgere pga. et tal i deres årsopgørelse. Køge Kommune skal have plads til alle - og nu skal vi gøre plads til boligejere.
En høj andel af ejerboliger bidrager til et hav af andre fordele for kommunen set fra lokalsamfundets synspunkt. Det giver flere ressourcer til frivillige foreninger, flere kunder til vores forretninger og en lokal ansvarsfølelse for vores institutioner, natur og fællesskab.
Ser man på det fra individets synspunkt, så vil LA's politik give fremtidens boligejere bedre muligheder for at købe et hus i Køge Kommune og ikke være presset til at kigge andetsteds hen. Ingen bør være tvunget til fx at skulle forlade sin hjemstavn i jagten på drømmehuset, fordi udbuddet er blevet blokeret af forvaltningen, der i øvrigt glædeligt tillader alle andre slags byggerier - selv dem på kanten af loven.
Folk, der vil eje deres egen bolig, skal nok finde en et andet sted, hvis Køge Kommunes udbud ikke møder efterspørgslen - og så står vi tilbage som en springbrætskommune, hvor folk med boligdrømme bare venter på at flytte videre.
Det slider på de lokale foreninger, forretninger mm., hvis vi ikke står klar med åbne arme, når boligejere gerne vil slå sig ned.
Det store billede
Vi ønsker ikke at nedlægge nogen almene boliger, men der skal heller ikke udvikles flere, når vi ligger så langt over landsgennemsnittet.
Private udlejere af boliger og lejligheder vil også medvirke til at genoprette balancen. Dem ser vi også gerne flere af. Generelt vil vi gerne have så meget drift, vedligeholdelse, udlejning og udvikling flyttet over hos private. Om det så gælder udlejere eller udbydere af ejerboliger.
Infrastruktur til nye ejerboliger er en god investering for kommunen. Og derfor vil vi gerne sætte turbo på udviklingen. Men en fuld udligning af ubalancen kan nemt tage tre valgperioder - plus de uundgåelige forsinkelser, som ingen projekter er fredet fra. Dertil kan alt hverken fysisk planlægges eller finansieres samtidigt, selvom gevinsterne fra skat og grundskyld godt kunne bruges lige nu. Køge Kommune arbejder nemlig allerede mod uret på boligfronten.
Liberal Alliance Køge har derfor sat et mål om, at der til at starte med skal iværksættes 4001 nye private- eller ejerboliger i næste valgperiode, hvilket bringer os en ca. tredjedel af vejen mod landsgennemsnittet.
Nye boliger sælger dog ikke sig selv. Hele projektet kræver samtidig, at vores kommune bliver mere attraktiv, har gode jobmuligheder og gode vilkår for børn og familier - hvilket du kan læse om vores plan for her.